Forårsudstillingen 2010
Siden 2008 har Charlottenborg Fonden og Kunsthal Charlottenborg samarbejdet om Forårsudstillingen. Der har været afprøvet og igangsat en række nye initiativer som i 2008 og 2009 resulterede i hver sin markante og flotte udstilling. 2010 er ikke en undtagelse i denne sammenhæng:
Efter et par års forsøgsvise digitale tiltag i ansøgningsproceduren for Forårsudstillingen foregår alt nu online - indsendelse af ansøgning og værker, bedømmelse samt udgivelse af udstillingens katalog. Kataloget kan ses i Kunsthal Charlottenborg såvel som hjemme og der er således rig mulighed for at studere værkerne på Forårsudstillingen 2010 før, under og efter et besøg.
Forårsudstillingen har siden 2008 haft for øje at styrke den kunstneriske kvalitet. Vi har fortsat bestræbelserne og for Forårsudstillingen 2010 lancerer vi nu en jurystruktur, som vil løbe over de næste tre til fire år. Juryen vil bestå af skiftende kunstnere og kuratorer med skandinavisk og international baggrund. Samtidig vil juryen råde over en pris til uddeling blandt ti nominerede værker fra Forårsudstillingen.
I år har Forårsudstillingen desuden indledt et samarbejde med DR om at præsentere en ny web-platform for netbaseret kunst. Den hedder 24/7. Her er åbent døgnet rundt alle ugens 7 dage. DR opfordrer alle til at deltage i afstemningen om Publikumsprisen.
Velkommen til endnu en ny Forårsudstilling.
Charlottenborg Fonden
og
Kunsthal Charlottenborg


